Det var egentlig en god idé. Et fælles betalingssystem til offentlig transport på tværs af hele Danmark. Ét kort. Ét system. Enkel afregning.
Djøf Uden Grænser var ikke med fra starten. Vi kom til i fase 3. Det var måske det, der gik galt. Havde vi været med fra starten, havde det været meget bedre.
Da opgaven blev forelagt Djøf Uden Grænser, var fokus et smidig betalingsmodel for befolkningens rejse med offentlig trafik. Hvilket var et scope-creep sjældent set vildere.
Første opgave for Djøf Uden Grænser blev derfor at sikre en robust og fremtidssikret governancemodel der kunne sikre fremdrift i Rejsekortets sande formål: et afregningssystem — med særlig fokus på de interne afregningsflows mellem regioner, kommuner og trafikselskaber.
Det lød enkelt. Det var det ikke. For den generelle befolkning havde fået en forestilling om, at "Rejsekortet" ville gøre offentlig transport nemt. Det var det ikke. Det er det stadig ikke.
Kerneudfordringen var elegant i sin kompleksitet: kunden, altså passageren, er ikke den egentlige kunde. Den egentlige kunde er trafikselskabet. Trafikselskaberne er finansieret af regionerne. Regionerne afregner med kommunerne. Samtidig var det hele pakket ind i amtslige trafikselskaber, hver med egne takstmodeller og hver med interne rejseregler. For den udenforstående et rent kaos. For Djøf Uden Grænser en ren lækkerbisken, der kaldte på governance, interessentanalyser, regneark, uendelige mødenotater og et bedret garanteret overskridelse - måske en fordobling, og var vi heldige måske 300%.
Ingen af aktørerne indenfor offentlig transport har præcis samme definition af, hvad en "rejse" er. Vores bidrag var en afregningsmodel i syv lag med tilhørende valideringslogik, et fælles datagrundlag for rejsedefinitioner på tværs af 18 trafikselskaber og en styringsstruktur med repræsentation fra samtlige interessentgrupper, herunder en observatørpost til Bornholm.
Den nemme løsning havde været at se, hvordan man gjorde i andre storbyer, og så indrette afregningsmodellen til noget alle forstod, selv passagererne. Men det havde ikke skabt den rette afregningsmodel. At tage et opgør med sindrige takstsystemer i 14 amter ville aldrig være en holdbar løsning. Enkelte luftede ideen på styregruppermøder, men mødelerede med certificeringer fra Djøf Uden Grænser fik hurtigt skrinlagt sådanne kundefokuserede forslag, eller som minimum henvist det til en langsomt-arbejdende (læs: Grundig analyse) arbejdsgruppe, således forslaget blev syltet tilpas længe til, at alle havde glemt det et halvt år senere.
Resultatet er et system, der virker - For trafikselskaberne.
Afregningen er præcis, gennemsigtig og veldokumenteret.
Succes!
For passagererne er systemet en smule anderledes at navigere. Kortet skal checkes ind. Og ud. Og oh veg den stakkel, der glemte at checke ud.
Rejsekortets selvbetjeningssystem... Enhver djøf'ers drøm. HAr du sat penge ind på dit kort? nå nå, men du skal ned på stationen inden for 24 timer - eller gælder det ikke.
Nogle passergerne undrede sig over, at en rejse fra Tølløse til Slagelse ikke kostede det samme som en rejse fra Slagelse til Tølløse, men de ignorante stakler forstår ikke kompleksiteten i vores regneark.
Alt beregnes ud fra en formel, som ingen udenfor projektorganisationen fuldt ud kan redegøre for.
Det er et godt system. Det kræver bare at man ved, hvad man laver.