DOKUMENTÉR DIN KAPACITET!
Forankr din kompetence!
Verden er fuld af mennesker der kan lave en interessentanalyse. Færre kan bevise det. Djøf Uden Grænser's certificeringsprogram giver dig det laminerede bevis på at du ikke bare deltager — du eksekverer alt fra visionsseminarer til kommissionsundersøgelser.
De tre niveauer
Djøf Uden Grænser bruger et framework med tre modenhedsniveauer:
FELTPARAT
Grundlæggende dokumentation af procesforståelse og mødekompetence. Indgangsniveauet for alle der ønsker at operere i komplekse organisatoriske miljøer.
PROCES-FORANKRET
For den erfarne praktiker der har bevist sin evne til at løfte procesmodenhed i en organisation og levere dokumentation herfor .
SYSTEMISK KAPACITETS-BYGGER
Det øverste trin. Tildeles kandidater der har demonstreret varig institutionel forandring, defineret som minimum én ny styregruppe i drift.
ANERKENDELSE OG AKKREDITERING
Djøf Uden Grænser's certificeringer er naturligvis akkrediteret til højeste standard. Certificeringen er internt anerkendt af Djøf Uden Grænser, respekteret af andre djøf'ere og eksternt noteret af alle der har set certificeringsbeviset. Programmet er desuden registreret hos følgende organer:
FELTPARAT
I kategorien FELTPARAT, der er første niveau af certificeringer tilbyder DjøfUdenGrænser følgende :
CERTIFICERET MØDELEDER
Dokumenterer at indehaveren kan åbne, drive og lukke et møde med fuld dagsorden — herunder det kritiske punkt "Eventuelt" — uden at tabe tråden eller glemme et referat. Eksaminationen består af en praktisk prøve hvor kandidaten leder et 60-minutters møde med tre deltagere med modstridende interesser og et uklart formål. Certificeringen vurderes på strukturethed, pauseplacering og evnen til at formulere en "klar konklusion" på et emne der ikke er afklaret.
3 godkendte referater som forudsætning
GRUNDCERTIFICERING I INTERESSENTINDETIFIKATION
Verificerer at kandidaten kan kortlægge op til 14 interessenter i ét sammenhængende dokument uden at miste det analytiske overblik. GII-eksaminationen kræver at kandidaten modtager en fiktiv sagsbeskrivelse (eksempel: anlæg af ny cykelsti i mellemstor dansk kommune) og inden for 90 minutter afleverer et godkendt interessentkort med kolonner for indflydelse, holdning og foreslået involveringsstrategi. Mindst tre interessenter skal klassificeres som "modvillige men nødvendige".
CERTIFICERET EXCEL-ARKITEKT
Det eneste internationale certifikat der udelukkende dokumenterer evnen til at bygge et regneark der forklarer et andet regneark. CEA-prøven evaluerer om kandidatens dokumentationsark er mere komplekst end det ark det dokumenterer — et resultat der af Djøf Uden Grænser anses som tegn på høj procesmodenhed. Særligt meriterende er brugen af faner med navne som "MASTER v3 ENDELIG brug denne" og "til godkendelse (ikke arkivet)".
Forudsætter: Indsendelse af 2 regneark til bedømmelse
PROCESFORANKRET
PROCESFORANKRET er for den grundige djøf'er, der ønsker bevis på sin kompetencer inden for at træffe beslutninger, der giver mening i regneark, men ikke i virkeligheden. Vær opmærksom på, at de fleste af disse certificeringer kræver FELTPARAT-certificeringer, der vil være nødvendige
CERTIFICERET PROCESARKITEKT
Dokumenterer beherskelse af minimum to procesnotationsformater samt evnen til at producere et swimlane-diagram der er læsbart på A3 uden lup. CPA-prøven kræver at kandidaten inden for én arbejdsdag modellerer en given forvaltningsprocedure fra idé til arkivering, inklusiv beslutningspunkter, eskalationsveje og minimum ét punkt mærket "afventer afklaring". Bedømmere vurderer konsistens i pilretning og om ansvarsfordelingen kan aflæses uden mundtlig forklaring.
Forudsætter: CMØ + GII
STRATEGISK PAUSESPECIALIST
En af Djøf Uden Grænser's sjældneste og mest respekterede certificeringer. Dokumenterer evnen til at anvende tavshed, tøven og formuleringen "det vender vi tilbage til" som aktive og bevidste redskaber i forhandling, konsensusopbygning og strategisk beslutningsudskydelse. Certificeringen kan ikke opnås ved kursusdeltagelse alene. Kandidaten skal nomineres af to eksisterende SPS-indehavere og gennemgå en mundtlig eksamen der begynder med 45 sekunders stilhed fra eksaminator.
Nominationsbaseret -
2 anbefalinger påkrævet
Fornyes aldrig — men kan suspenderes
CERTIFICERET RACI-ADMINISTRATOR
Verificerer at kandidaten kan udfylde, forklare og forsvare en RACI-matrix i en organisation hvor ingen er enige om definitionen af "Accountable". CRA-prøven simulerer en beføjelsesdiskussion ved at placere kandidaten i et møde med fire interessenter med overlappende roller. Kandidaten skal inden mødets afslutning have produceret en RACI der er "taget til efterretning" af alle parter — uanset om nogen reelt er enige.
Forudsætter: CPA
Fornyes ved lederskift
SYSTEMISK KAPACITETSBYGGER
SYSTEMISK KAPACITETSBYGGER er for de få. Som Fellow bliver man optaget i Djøf Uden Grænsers Hall of Fame.
FELLOW I ORGANISATORISK FORANDRINGSKAPACITET
Djøf Uden Grænser's højeste udmærkelse. Tildeles kandidater der har dokumenteret systemisk og varig forandring i minimum én organisation — defineret operationelt som: en ny styregruppe er nedsat, den har holdt mindst ét møde med referat, og referatet er journaliseret. FOF-ansøgningen kræver et procesmodenhedsportfolio på mindst 40 sider, to anbefalingsbreve fra FOF-indehavere og en mundtlig præsentation for Certificeringsudvalget. Udvalget mødes kvartalsvist. Næste møde er efter sommerferien.
Forudsætter: Indsendelse af 2 regneark til bedømmelse
OM FORNYELSE AF CERTIFIKATER
DET SIGER TIDLIGERE KURSISTER
Jeg vidste ikke, at jeg manglede en certificering, før jeg fik den. Nu ved jeg det. Jeg er ikke sikker på, hvad det ændrer. Men det føles mere struktureret.
RACI-kurset reddede ikke mit projekt. Men det gav mig dokumentation for at projektet var ansvarsfordelt korrekt, og det er næsten det samme.
Min SPS-certificering har forandret den måde jeg ikke svarer på. Kollegerne mærker det. Nogen er begyndt at spørge om jeg har det godt — det tager jeg som en kompliment.
Jeg har fået FOF-certificeringen. Det er en certificering, jeg er meget stolt af at have opnået. Hvad det indebærer er svært at forklare kortfattet. Det ville kræve et møde.
SPØRGSMÅL OG SVAR
Kan jeg tage alle certificeringer samtidig?
Certificeringsforløbet er sekventielt og bygger på en progressiv kompetencelogik. Vi anbefaler minimum ét kvartal mellem hvert niveau, så viden kan forankres i praksis. Vi anbefaler desuden en indledende behovsafdækning inden tilmelding.
Kan min arbejdsgiver betale?
Og det både bør og gør de. Vi stiller gerne skræddersyet dokumentation til rådighed som understøtter en intern godkendelsesproces. Kontakt os for en budgetnoteskabelon.
Hvad sker der hvis min certificering udløber?
Er certificeringerne anerkendte i udlandet?
Certificeringerne er anerkendte i de lande hvor Djøf Uden Grænser opererer, og noteret af de organer vi samarbejder med. Vi anbefaler at medbringe det laminerede certifikat ved internationale missioner, da det erfaringsmæssigt skaber ro i modtagermiljøet.
Hvornår ved jeg om jeg er klar til FOF-niveau?
Fornemmelsen af at være klar er ikke en tilstrækkelig indikator. Vi anbefaler en struktureret selvevaluering, efterfulgt af en afklarende samtale med en certificeret vejleder. Vi hjælper gerne med at booke den samtale.