VI ER DJØF'ERE UDEN GRÆNSER
Der er mange lande i verden, der også har brug for bureaukrati. Lande der har behov for clip-boards, KPI’er og generelt bare behov for, at der kommer lidt mere styr på det. Derfor har vi stiftet Djøf Uden Grænser.
Vi er finansieret via dine og mine skattekroner.
VI SÅ BEHOVET
VI NEDSATTE EN ARBEJDSGRUPPE
VI HANDLEDE
Djøf Uden Grænser opstod i 2019 på baggrund af en erkendelse, som mange havde haft i lang tid, men ingen endnu havde sat i et PowerPoint: verden mangler ikke læger. Den mangler ikke ingeniører. Den mangler ikke fødevarer:
Den mangler processtruktur!
Det var en torsdag. Der var kaffe. Tre kolleger fra henholdsvis Finansministeriet, Region Hovedstaden og en mellemstor statslig selvejet uddannelsesinstitution i det vestlige Jylland sad i mødelokale 4 - booket til kl. 15, selvom mødet reelt var slut kl. 14.23.
I den resterende tid — 37 minutter — grundlagde de en organisation. De brugte de første 22 minutter på at blive enige om navnet. De næste 12 på at diskutere om der skulle være et logo. De sidste tre minutter på at beslutte at det måtte vente til næste møde.
Siden da har Djøf Uden Grænser vokset sig til en af Danmarks mest veldokumenterede frivillige organisationer. Vi har udsendt rådgivere til fire kontinenter, produceret over 6.000 sider dokumentation og afholdt et antal møder, vi ikke ønsker at oplyse uden at det sættes i den rette kontekst.
Vi er stolte. Men vi er også ydmyge. Og vi har et skema over det.
Mission, vision og værdier
Vi blev i 2021 spurgt af en international samarbejdspartner, hvad vores mission egentlig var. Vi tog spørgsmålet alvorligt. Vi nedsatte en arbejdsgruppe. Syv måneder senere havde vi et svar — og en proces vi er stolte af.
Mission
Djøf Uden Grænser arbejder for at sikre at alle mennesker, uanset geografi, konfliktniveau eller Wi-Fi-adgang, har adgang til korrekt procesunderstøttelse, veldokumenterede beslutningsgrundlag og et opdateret interessentlandskab.
Vision
En verden hvor strukturer understøtter processer, processer understøtter beslutninger, og beslutninger understøtter strukturer.
Værdier
Transparens
Vi kommunikerer åbent, ærligt og i et sprog der er tilgængeligt for alle med en relevant faglig baggrund.
Kvalitet
Vi leverer ikke blot et produkt — vi leverer et gennemarbejdet, kvalitetssikret og peer-reviewet produkt, der er forankret i organisationen og afstemt med de relevante interessenter.
Dialog
Vi lytter til alle stemmer. Derefter udarbejder vi et notat om hvad vi hørte, sender det i høring og samler op på det til næste kvartalsmøde.
Proces
Processen er ikke midlet. Processen er målet. Og processen har sin egen proces.
BESTYRELSE
Djøf Uden Grænser ledes af en bestyrelse sammensat efter grundige overvejelser om kompetencer, diversitet og hvem der svarede på mailen
Han brænder for god governance og har skrevet en intern vejledning om det. Vejledningen er endnu ikke forankret.
SEND OS EN BESKED
HELT UDEN GRÆNSER
Vi er helt uden grænser. Bare vent til du ser julefrokosten...