Djøf 1 - verdenspolitik 0
Washington D.C., januar 2026
Den 14. januar 2026 mødtes Danmarks udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og Grønlands minister for udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt med USA's vicepræsident J.D. Vance og udenrigsminister Marco Rubio i Det Hvide Hus.
På bordet lå et af de mest usædvanlige territoriale krav i nyere diplomatisk historie: den siddende amerikanske præsident ønskede at overtage Grønland.
Vi vil ikke tage æren for hele krisen.
Men løsningen er vores.
I mere end et årti har Djøf Uden Grænser arbejdet med dansk embedsværk og politisk ledelse på det, vi kalder "processuel konfliktdeeskalering" — kunsten at transformere et akut politisk drama til et administrativt forløb med faseopdelte milepæle og løbende statusrapportering.
Det er ikke en teknik, man lærer på én dag. Det er en dannelsesrejse. Vi udbyder den som kursus. Spørger man Lars Løkke Rasmussen, har han ikke officielt deltaget. Men man kan høre det.
Resultatet af mødet i Det Hvide Hus var, ifølge alle tilstedeværende, at parterne var "enige om at være uenige" — og at man ville nedsætte en arbejdsgruppe på højt niveau, der skulle mødes hver anden til tredje uge for at drøfte en fælles vej fremad.
Trump-administrationens egen talsperson præciserede, at arbejdsgruppen skulle drøfte "overtagelsen af Grønland." Den danske udenrigsminister præciserede, at den ikke skulle. Arbejdsgruppen blev nedsat. Den mødtes. Grønland er stadig dansk.
DRs politiske analytiker beskrev efterfølgende Løkkes manøvre som "ikke ret meget mere Lars Løkkesk." Det er den højeste anerkendelse, et processuelt greb kan opnå i dansk offentlighed. Vi sætter citatet på vores hjemmeside, så snart vi har fået det godkendt i styregruppen.
En arbejdsgruppe er ikke en løsning. En arbejdsgruppe er et rum, hvori en løsning engang måske kan opstå — i et tempo og på et tidspunkt, der passer alle parter, bortset fra dem der har travlt.
Trump havde travlt.
Det var hans problem.
