FOLKEMØDET
Folkemødet på Bornholm er Danmarks største politiske festival. Fire dage, 100.000 besøgende, 3.000 arrangementer og samtlige mennesker, der bestemmer noget i Danmark, samlet på én ø med for få hotelværelser og for mange roséflasker.
Officielt hedder det Folkemødet.
Vi ved begge, hvad det egentlig er.
Det var Djøf Uden Grænser, der i sin tid identificerede behovet. Danmark manglede et samlingspunkt — et sted hvor de mennesker, der driver landet, kunne mødes uden dagsorden, uden protokol og uden at skulle forholde sig til mennesker, der ikke er relevante for samtalen. Vi foreslog Bornholm.
En ø er pr. definition et afgrænset rum. Man ankommer ikke ved et uheld. Det passede os fint.
Det officielle navn blev Folkemødet. Vores navn er Djøfstortion.
Udadtil er det demokrati i aktion, borgerdialog og åbenhed. Indadtil er det Danmarks største og mest velfungerende fætter-kusine-fest for jurister, økonomer og politologer, der er mødt op for at se hinanden, rose hinanden og minde hinanden om, at det er dem, der egentlig driver landet. Og det er de jo også.
Teltene er fyldt med paneldebatter, hvor tre djøf'ere interviewer to djøf'ere om et emne, som fem djøf'ere i publikum allerede har en stærk holdning til. Netværksmiddagene er forbeholdt folk, der allerede kender hinanden fra embedsværket, fra studierne eller fra det forrige netværksmøde. Og om aftenen, når øldagene smelter sammen med de lune bornholmske nætter, dannes alliancer, genoptrykkes venskaber og bekræftes det verdensbillede, man ankom med: at tingene grundlæggende hænger godt sammen, at de rette mennesker sidder på de rette poster, og at Danmark er et velfungerende land — primært fordi vi er her.
Er det selvforherligende? Ja.
Er det incestuøst? Strukturelt set.
Er det uundværligt? Absolut.
Djøf Uden Grænser er selvfølgelig til stede hvert år. Vi har et telt. Vi holder oplæg. Vi netværker. Vi hylder og bliver hyldet. Som grundlæggere bør man ikke holde sig i baggrunden.
Det er ikke et folkemøde. Det er vores folkemøde.
Vi ses på Bornholm.
